Skyggesiderne af en eksploderende udvikling: Ulovlige kontrakter og

trange arbejdsvilkår

Flere danske esportsudøvere bliver tilbudt og underskriver kritisable kontrakter, der enten giver dem

dårlige arbejdsvilkår eller binder dem fast uden løn, og det tyder ikke på, at der er bedre tilstande i sigte.

af Frederik Strøm Kristensen & Anders Skytte Agergaard

Om artiklen

• Artiklen er skrevet på baggrund af interviews med en række væsentlige aktører på den danske esportsscene.
• Den beskæftiger sig i høj grad med det semi-professionelle Counter-Strike miljø i Danmark, der består af Powerligaen – Counter-Strikes svar på fodboldens Superligaen – samt 1. division, hvor spillerne er på kontrakt.
• Grundet manglende rapportering af forholdene på den danske esportscene, bakkes artiklen op af udenlandske rapporter med lignende problemstillinger.

“De sædvanlige rettigheder som almindelige folk kender under traditionel sport, er ikke i spil inden for esport. Esportsspillere skal både træne, til bootcamps eller sponsorarrangementer, hvorfor de har meget lidt fri. I det tilfælde, at spilleren er bænket eller ikke opnår ønsket resultater, vil pengene typisk skulle indtjenes ved at streame eller flere sponsorarrangementer. Organisationerne binder typisk spillerne til en række forpligtelser, således at de også skal lave content eller engagere fans. Der er mange kreative måder, hvor spillere benyttes eller udnyttes på,” forklarer han.

Og problemerne strækker sig helt fra toppen af erhvervet og ned til bunden, mener advokaten

“På det øverste niveau er der mange organisationer, som betaler mange penge og nærmest forsøger at forpligte spillernes førstefødte. Det bliver jo næsten en moderne slave, hvis spillerne accepterer kontrakterne, som de er i nogle tilfælde,” siger han.

Bundet til ingen penge

I subtoppen, ofte defineret som det semi professionelle niveau, ser de mest presserende udfordringer anderledes ud. Undersøgelsen viser blandt andet at flere af de danske spillere, er på ulovlige kontrakter, hvor de skal købes fri for at skifte klub, selvom deres klub ikke betaler dem løn – det bekræfter Dan Dahl Rahimian.

“På et lavt niveau og semiprofessionelt niveau har man organisationer, der ikke har penge til at aflønne deres spillere, men samtidig vil fastholde dem i flere år på kontrakt,“ siger han og fortsætter:

“Hvis man skal tegne parallel til en person, der arbejder i Bilka, så svarer det til, at en servicemedarbejder ikke skal have løn, men kan få en fed oplevelse og noget merchandise, men så skal man også arbejde der i to år. Hvis Netto prøver at hente servicemedarbejderen med løn, så skal de betale rigtig mange penge for det.”

Må man binde nogen, uden at give dem løn?

“Det juridiske svar er, at det kan man i udgangspunktet ikke. Udfordringen er, at mange amatører og semiprofessionelle ikke er klar over dette. De er tro mod det, som fremgår af kontrakten, herunder en evt. buy-out og de forsøger på den ene eller den anden måde at finde en løsning med organisationen, som enten siger “nej”, eller gør det svært på en anden måde,” siger han. 

Spillerfængslet

Den professionelle Counter-Strike scene er opbygget på samme måde, som i traditionelle holdsport som fodbold, hvor spillerne er låst til deres klub eller organisation under en kontrakt i en bestemt periode. Dog adskiller esporten sig fra fodbold, da der ikke findes et transfervindue, hvor spillerhandlerne finder sted ifølge Dan Dahl Rahimian.

“Det er rent og skær “wild west”, da der kan komme transfers hele tiden,” siger han.

I flere tilfælde er “buyout’en” eller “købsklausulen”, som er det beløb man skal give for at frigøre en spiller fra en kontrakt, den eneste udvej af kontrakterne for spillerne, medmindre de laver kontraktbrud, eller organisationen smider dem af holdet.

Ifølge Jonas Vinther, der er esportunderviser på Campus Vejle Sportscollege, er det ofte i græsrødderne af esporten, man ser de problematiske kontrakter med buyouts på ulønnede kontrakter.

“Jeg har haft flere unge, som får tilbudt kontrakter, hvor jeg siger til dem, der er jo ikke løn, så den kan jo ikke være gyldig,” siger han og forklarer, at de i samarbejde med advokater rådgiver deres studerende, når de modtager kontrakter. 

Men hvad er meningen så med en kontrakt, hvis den ikke er gyldig?

Kontrakten sikrer klubberne mod, at spillerne ikke skifter til højre og venstre og samtidig kan klubben få fortjeneste af deres talentudvikling og arbejde med spilleren og dermed skabe større sikkerhed om holdet og klubben.

“Klubberne vil gerne holde på deres spillere, men de vil helst ikke betale noget løn, fordi det har de ikke råd til det. Så det vil sige, at de skriver en kontrakt med spillerne omkring, at de kan få betalt forskellige ting som spillertrøjer, bonusser og måske en bootcamp hvert halve år. Så er det ikke en gyldig kontrakt. Fordi at du skal have, løn før du kan have en kontrakt, ligesom en ansættelseskontrakt indeholder løn,“ siger Jonas Vinther.

Knas i økosystemet

På den danske semiprofessionelle Counter-Strike scene ligger et “buyout” mellem 20.000 og 50.000 kr. og i visse tilfælde op mod flere hundrede tusinde kroner – hvis man har at gøre med et stort talent eller en spiller, der er stor interesse i at fastholde. 

For de ulønnede på kontrakter er buyout’en i den lave ende af spektret. Men det ændrer ikke på, at det udgør et problem for spillerne ifølge Rico Corneliussen, direktør hos forbundet Esport Danmark.

“Nogle klubber er bange for at lave en kontrakt med spillere, fordi at semipro-markedet stadig er så ustruktureret. Du kan nok finde nogle profiler, der har de samme evner i spillet, og hvis du så er en, der er lidt højere oppe i økosystemet, og du så skal til at betale for at få ham ud af kontrakten, jamen så finder du bare en anden spiller uden en buyout,” siger han.

Spillerne risikerer altså at blive fanget i en tidsperiode uden løn på et hold, hvor de enten er for dygtige til at spille på et niveau, med lav eller ingen løn – eller også er de ikke dygtige nok eller passer ikke ind på holdet, og derfor er blevet sat på bænken. I de situationer kan en høj buyout  være med til at holde dem lænket fast til holdet. 

Samtidig kan talentudviklingen ikke forekomme i klubberne, hvis de ikke har råd til at aflønne spillerne via kontrakter, og uden kontrakter vil klubbernes hårde arbejde være spildt, da de ikke får nogen fortjeneste for at udvikle og videresende et talent.

“Hele esports fundamentet og hele økosystemet bliver ødelagt, hvis man ikke kan binde spillerne. For så kan organisationerne aldrig bygge på noget, hvis de har brugt et halvt år på at udvikle en spiller, og han så kan smutte gratis efter et halvt år, så hænger det ikke sammen økonomisk – men omvendt så nytter det heller ikke noget, at man kan tage spillere “til fange” i et år-to år. Det er noget, som ikke rigtig er støttet af loven, og det bliver en lidt uheldig måde at gøre det på. Organisationer vil jo investere i spillere og forsøge at fastholde dem, hvorimod spillerne ikke nødvendigvis er loyale, når de får 0 kroner eller tæt på 0 kroner,” siger Dan Dahl Rahimian.

Meget indikerer, at der mangler en fælles forståelse i esportsbranchen for, hvordan kontraktforholdene skal fungerer. For spillerne betyder det, at man enten kan blive låst og “fængslet” af en kontrakt eller slet ikke modtage en kontrakt, og for klubbernes vedkommende risikerer man at miste fortjeneste eller at fremstå som grådige, ved at udstede ulønnede kontrakter.

“Det gælder jo om, at alle får kontrakt. På den måde kan man lave et økonomisk økosystem, hvor pengene kommer igennem systemet, ligesom det gør i alt mulig anden sport. Så hvis den øverste fisk i fødekæden, skal have fat i en ny spiller, så kommer det til at regne ned gennem niveauerne, fordi, så skal mange til at hive en ny spiller ind,” mener Rico Corneliussen.

Et papir med symbolværdi

Årsagerne til den unge problemfyldte branche, er en slags perfekt storm, hvor forskellige faktorer bidrager til at presse de unge esportsatleter ud i de problematiske kontrakter. 

En af faktorerne bunder i vores grundopfattelse af selve sporten. Mange danskere forbinder esport med en kælder fyldt med chips og usunde drikke, og det er blandt andet den stereotyp, esportsatleterne gerne vil gør op med. 

Det betyder, at når de unge talenter får tilbudt en kontrakt, er det også for at bevise omverden, at det faktisk er noget, man kan tjene penge på, forklarer 18-årige Rasmus “Equip” Christensen, der spiller Counter-Strike for Prosapia Esport.

“Man er blændet af bare det at være på en kontrakt, det er jo forhelvede i manges øjne bare et spil. Når man kan sige, at man har en kontrakt, så stoppede vennerne også med at sige, at jeg var en fed nørd,” siger han.

Og Equip er ikke den eneste, der har mødt den fordom. Symbolværdien i kontrakten er også noget, der vinder genklang hos Oliver “oJay” Jensen, der spiller i Powerligaen for holdet Atlantic.

“Det er fedt, fordi jeg kan fortælle andre, at jeg ligger top 15 i Danmark, jeg bruger ikke bare 30 timer på “noget hygge” længere. Nu er vi der, hvor jeg får lidt penge for det. Før tænkte folk, at jeg var en nørd, men med en kontrakt er det et lidt mere respektabelt erhverv,” siger han.

Kender ikke til rettigheder

Når de unge spillere med julelys i øjnene bliver tilbudt kontrakter, ser en amerikanske rapport, fra California Western Law Review i 2022 det som en oplagt mulighed for esportsorganisationerne til at udnytte de håbefulde spillere.

Rapporten peger blandt andet på, at man som ung ikke er i stand til klart at forstå, hvilke vilkår og betingelser man er underlagt i kontrakten, samt at der findes beviser for at unge i højere grad er drevet af følelsesmæssige faktorer end logiske overvejelser. Denne cocktail betyder, at unge esportsspillere risikerer at underskrive kontrakter, der hverken er lovlige eller retfærdige.

I Danmark er det lovpligtigt at have en værge til at medunderskrive ens kontrakt, hvis man endnu ikke er fyldt 18, her kan der dog opstå et problem ved, at forældre ikke i sandhed forstår kontrakterne indenfor esport verden. Derudover sætter Niels “rizc” Topp, der er sportsdirektør for organisationen Tricked Esport, spørgsmålstegn ved, om de unge spillere overhovedet får forældrene til at læse kontrakten igennem:

“Der er mange, der ikke læser de der kontrakter, fordi hvis de bare læser kontrakterne og viser dem til deres forældre, så vil deres forældre sige, at det der, det kan man ikke,” fortæller Niels “rizc” Topp, og understreger at man bør finde nogen med forstand på kontrakter til at læse dem igennem.

“Jeg råder altid til, at de tager en advokat til at kigge på kontrakterne, fordi det er det, jeg altid har selv gjort i min tid, og jeg har også haft mine skare af  svigagtige kontrakter tidligere i min karriere. Men problemet er, at hvis man er 16-17 år, så har man måske ikke lige 800 kroner, der ligger et eller andet sted,” siger han.

Et giftigt marked

En anden faktor, der gør det svært for de unge spillere at komme ud af dårlige arbejdsforhold, er, at der på scenen er et “giftigt marked”, som holder spillerne fra at snakke åbent om deres problemer.

Spørger man Alexander ”Alexsomfan” Nielsen, der spiller for Counter Strike holdet Sashi Esport, er det spillernes egen skyld, at man ikke snakker om problemerne på holdene:

“Spillerne er divaer, og der kommer hurtigt rygter på den danske scene, det er sgu et giftigt marked. Når først du nævner noget til nogen, så kan du forvente, at det ryger tilbage med 200 km/t med en helt anden kontekst, end det du oprindeligt havde sagt. Der er meget en sladrementalitet og gossip,” siger han.

Derfor er det også vigtigt at holde en god brandværdi mener Allan “Rejin” Petersen, der er træner for organisationen Endpoint. Han forklarer, at man skal tænke over, hvad man siger om organisationen, da det kan risikere at skade ens fremtidige muligheder.

“Jeg har oplevet, at når man foreslår en ny spiller til holdet, så har en organisation stoppet det på grund af spillerens tidligere udtalelser. Det behøver ikke engang at være særligt kontroversielt. Jeg har endda set spillere blive direkte fjernet fra deres kontrakt, fordi de har delt upopulære meninger, som hverken omhandler spillet eller holdet,” siger han.

Det kan efterlade et problem for spillerne, hvis de ikke åbent kan fortælle om deres negative oplevelser i branchen, uden at det efterlader ridser i lakken. 

Et mentalt tabu

Mentaliteten om ikke at snakke om problemerne, har også spredt sig som et tabu, når det kommer til de mere psykiske og mentale problemer. Henrik Hjarsbæk, der har mental coachet nogle af de største esportspillere i Danmark fortæller således, når man hører ham, om der er et tabu indenfor sporten i Danmark.

“Folk snakker ikke om de ting. Hvis det hænder, så er det et fåtal af gangene. Det er ikke legitimt og anerkendt at tale om, hvis man er lidt nervøs før kampen,” siger han. Den oplevelse deler han med Alexander ”Alexsomfan” Nielsen:

“Der er ikke mange der snakker om det, selvom det har meget indflydelse. På mit hold har jeg forsøgt at få en sportspsykolog, da jeg mener vi kunne få brug for det. Men det har ledelsen ikke været interesseret i, desværre.”

Det er ifølge Henrik Hjarsbæk et stort problem for esporten især, da den lider under ikke at have den samme foreningsdannelse, som de andre sportsgrene i Danmark. 

“Der er brug for mental hjælp i alle sportsgrene, men esport er måske ekstra nødvendigt, fordi de ikke har det samme beredskab, som andre sportsudøvere. For eksempel har Superliga-spillerne haft en anden dannelse og opdragelse gennem deres foreninger. Det findes ikke rigtig i esporten. Mange af dem, som bliver verdens bedste, er også dem, som har siddet derhjemme og spillet online i rigtig mange timer,” siger han og fortsætter:

“På et håndboldhold, der mødes man en time før, snakker taktik igennem, holder hinanden i hånden og laver kampråb, spiller sammen, vinder sammen, går i bad sammen. Det giver et fællesskab. Det er noget esporten mangler, så derfor er udøverne særligt udsat,” siger han.

Den perfekte storm med tabu, et giftigt marked, mangel på dannelse og spillere uden kontrakterfaring hjælpes heller ikke på vej af, at mange aktører har set esporten som et marked de kan lukrere på. 

Det betyder blandt andet, at mange får en fix ide om at starte en organisation, uden at investere de ressourcer, det kræver at drive organisationen hensigtsmæssigt. Det mener Dan Dahl Rahimian er en af årsagerne til, at spillerne oplever problemer i kontrakt sammenhænge.

“Ligesom ethvert andet start up, så er det ikke de juridiske tjenester, som de allokerer deres penge til. Så vil de måske hellere at bruge nogle ekstra lønningskroner til en spiller, en bootcamp, eller hvad der lige giver mening. På den måde er det ofte, at de lige har en onkel der kender en, eller noget de kan slå op på nettet – og så er det juridiske ikke super,” fortæller advokaten.

En underskudsforretning

I toppen af Counter-Strikes svar på Superligaen kaldet “Powerligaen” inkluderer de fleste kontrakter løn. Selvom kontrakterne indeholder løn og dermed er gyldige i modsætning til de tidligere omtalte ulønnede kontrakter, kan den aftalte løn spænde bredt afhængigt af niveauet på spilleren – og det er selvfølgelig naturligt, ligesom det gør sig gældende i andre sportsgrene, den der yder bedst, tjener oftest mere.

En af dem der ifølge ham selv ligger blandt de øverste på lønstigen i Powerligaen er 28-årige Alexander “Alexsomfan” Nielsen fra Sashi-esport. 

Han fortæller, at han ugentligt bruger i omegnen af 30 timer på at spille Counter Strike. Ved siden af det bruger han omkring 10-15 timer på at forbedre sig på kampe ved planlægning af strategier og modstandere. 

Selvom hans ugentlige tidsforbrug ligger godt over gennemsnitstiden for en fuldtidsbeskæftigelse på 37 timer, vil han ikke definere sig selv som fuldtids Counter-Strike-spiller. 

“At kalde det fuldtid vil være en joke, lønnen vi får matcher ikke fuld tid,” siger han og forklarer, at lønnen vil ligge i omegnen af 40 kr. i timen, hvis den blev udbetalt på timebasis.

Sashi Esport er ejet af kødmogulen John Sashi Nielsen, der står bag virksomheden JN Meat, der er blevet kåret til at lave verdens bedste bøf. Seneste regnskabsår 20/21 lød bundlinjen for bøfproducenten på plus 30 mio. kr. Selvom pengene vælter ind hos bøfproducenten, kræver det ifølge “Alexsomfan” mirakler, hvis man skal skabe fortjeneste på den semiprofessionelle esportscene i øjeblikket.

“Det kan kun være en underskudsforretning på det her plan. De har selvfølgelig sponsarater og procenter af præmiepenge, men det er en langsigtet investering, de vil gerne være en af de største esportsdivision i Danmark,” siger han og forklarer, at han på trods af de 40 timer om ugen, han bruger på Counter-Strike, arbejder deltid i et marketingbureau for at kunne få råd til udgifterne.

De økonomiske teknikaliteter i esport gør, at organisationerne er nødt til at spare, hvor det er muligt. Derfor kan det også være en af årsagerne til, at lønnen for esportsudøverne på Powerliga niveau og under, enten ikke er at finde eller også, at den er meget lav i forhold til tiden det kræver af spillerne.

Timeløn på 11 kroner?

I Danmark har vi intet lovkrav om mindstelønnen for ungarbejdere og voksne i modsætning til størstedelen af Europa, men i mange fælles overenskomster fastsættes en minimumsløn, som er til forhandling hvert andet til tredje år hos fagforeningerne – en mulighed der ikke gør sig gældende for esportsudøvere, da de ikke er omfattet af en overenskomst.

De danske satser for minimum timeløn for en ungarbejder mellem 15 og 17 år i brancher som kontor, service og industri ligger imellem 50 kr. og 80 kr.

Med træning, officielle kampe, bootcamps osv. anslår den danske Counter-Strike spiller Emil “kroK” Wiedemann på 18 år, at han arbejder 30-40 timer i ugen for holdet Atlantic Esport, der i disse dage spiller playoff kampe om at vinde Powerligaen. 

“Jeg bor hjemme og lønnen er sådan set tilsvarende en dobbelt SU for mig, så det er helt fint. Det er klart en dårlig timeløn, men jeg gør det, fordi jeg godt kan lide at spille,“ siger han.

Emil “kroK” Wiedemann brokker sig ikke over lønnen, eftersom han ønsker at forbedre sig i sin sport. Dog kan det gå hen og blive problematisk, da tiden arbejdet kræver karambolerer med andre vigtige ting, som uddannelse og det mentale helbred – og med en månedsløn på, hvad der svarer til en dobbelt SU, som svarer til i omegnen af 2000 kroner afhængig af forældrenes indkomst, arbejder Emil “kroK” Wiedemann 150-180 timer månedligt. Det svarer til en timeløn på mellem 11 og 13 kroner.

Tomme løfter

Lønnen eller manglen på selvsamme er ikke det, der udgør den mest presserende udfordring for størstedelen af spillerne, da mange af dem er unge med lave udgifter. 

De er i de fleste tilfælde blot glade for at få lidt penge ud af at udvikle sig mod deres drøm, på samme måde som de ville have gjort, selv hvis de ikke var på en kontrakt.

En anden af udfordringerne som flere af spillerne peger på, stammer fra tomme løfter. Rasmus “Equip” Christensen, der spiller for Prosapia, har tidligere i sin karriere oplevet, at blive kastet rundt i ringen af løftebrud og falske forhåbninger.

“Jeg var så heldig, at have dygtige holdkammerater, og de blev hurtigt solgt videre. Eftersom jeg havde fundet de spillere og trænet dem op, så havde klubben lovet mig, at hvis jeg blev, så vil der være goder. De blev så ikke helt indfriet de første tre måneder, de blev lovet, man skulle ligesom selv ruske for at de blev en ting i den sidste del af mit forløb hos organisationen,” siger han.

Rasmus “Equip” Munch Christensen fortæller blandt andet, at det først var, da han begyndte at fortælle om tilbud fra andre hold, at de valgte at indfri løfterne.

“Nogle klubber er drevet af mennesker, som lover en masse ting, de ikke holder. De fortæller dig, vi får en god spiller til holdet og så skriver du under og så er du låst til en dårlig aftale, og spilleren kommer aldrig. Andre klubber lover f.eks. at betale for transport eller servere, og så ender man selv med at sidde med regningen, det har jeg også oplevet før,” siger han.

Også Emil “KroK” Wiedemann har før oplevet, at han selv måtte betale for udgifter i forbindelse med spillet på et tidligere hold.

“Jeg har oplevet selv at skulle betale for ens subscription på den liga man spiller i eller selv betale for ens warm up rutiner, det bliver lovet at klubben gør det, men det bliver ikke overholdt,” fortæller han

Uregelmæssigt lange arbejdstider

Den problemfyldte branche har også været i søgelyset hos Nordisk Ministerråd, der i 2019 lavede rapporten “New forms of work among young people”. Her undersøger de det skiftende arbejdsmarked og atypiske arbejdsforhold for unge mennesker i Norden. Rapporten konkluderer om arbejdsvilkårene for esportsudøvere at: 

• “Deres arbejdsmiljø er karakteriseret ved uregelmæssig og meget lange arbejdstider (normalt 12-16 timer om dagen)”
• “Der er ingen klare grænser mellem arbejde og privatliv, og de rapporterer, at de har udfordringer med at håndtere, prioritere og planlægge deres arbejde aktiviteter.”
• “Typisk har de nakke og skulder problemer relateret til deres hovedsageligt stillesiddende arbejde, som er krævende både fysisk og psykologisk.

Johnny Dyreborg, der er seniorforsker hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, har været med til at udarbejde rapporten. Han forklarer, at det er nogle ekstreme arbejdssituationer, esportsudøverne udsættes for, set i forhold til det ordinære arbejdsmarked’.

”Dem der ligger godt, de har gode betalinger, og dem der ligger dårlige er ringere betalt – men alle sammen har det tilfælles, at det kan være et meget stressende arbejdsmiljø med rigtig mange timers arbejde i streg,” siger han og fortsætter:

”Når man arbejder i sådan et højt stressniveau over meget lang tid, så udsætter man kroppen for nogle belastninger, og så skal der lægges en strategi i organisationen. Så det ikke ender med, overbelaster kroppen fysisk eller psykisk.”

På det traditionelle arbejdsmarked er der ressourcer og viden om, hvordan der kan tages hånd om de problemer, der kan opstå – men i forhold til undersøgelser fra NFA, ser det ikke ud til at det er gængs praksis i esporten. Specielt ikke når man bevæger sig ned af rangstigen fra de velorganiserede topklubber, påpeger Johnny Dyreborg.

”Der er en stor del af det her arbejdsmarked, hvor det er oplagt at gøre brug af den viden og ressourcer som der er opbygget i mange år i arbejdsmiljøsystemet. Når man kigger på de eksponeringer, de har i deres arbejdsmiljø, så er viden om, hvordan man håndterer sådan nogle belastninger relativt fraværende og ofte overladt til den enkelte person at løse af sig selv, det ser jeg som en udfordring i den her branche,” siger han.

Stress og præstationspres

I rapporten indgår portrætter af to nordiske esportsudøvere en norsk Starcraft-spiller og den danske Counter-Strike verdensstjerne Nicolai “dev1ce” Reedtz.

Den dengang 21-årige Nicolai “dev1ce” Reedtz beretter i rapporten fra 2019 om det enorme præstationspres, der følger med at være esportsudøver på højt plan.

“Jeg har mærket konsekvenserne af den stress, jeg har været under før. Jeg har udviklet en ret alvorlig tilstand, hvor den nederste esophageal sphincter, som er musklen mellem spiserøret og mave, ikke længere virker 100 procent. Den lukker ikke ordentligt og det har ført til nogle komplikationer. Det er et resultat af stress. Mine læger siger, at det er fordi min krop har været under konstant stress for de seneste to år,” udtaler han i rapporten (red. oversat fra engelsk).

Tre år senere kunne man læse en foruroligende besked fra elitespilleren på Twitter:

“Hej gutter, 2021 har været et hårdt år for så mange mennesker, inklusiv mig selv. I dag er der nye spekulationer om årsagen til, at jeg i øjeblikket tager time out: Jeg burde ikke være nødt til det, men da det viser sig uretfærdigt over for mine holdkammerater, tænkte jeg, at det var bedst at give en forklaring… Mit mentale helbred har taget et hammerslag i år af både personlige årsager og det pres, der følger med at spille professionel esport.” (red. oversat fra engelsk)

De ekstreme arbejdsvilkår i branchen var altså med til at sende et af Danmarks allerstørste talenter i Counter-Strike ud i et års pause fra den professionelle scene, selvom han var opmærksom på stresssymptomerne tre år forinden.

Behov for hjælp

Mange af problemerne skyldes, at esporten er vokset med så voldsom fart, som den er, og der vil givetvis givetvis gå år før esporten er så veletableret som andre sportsgrene.

Rapporten om unges vej i esportsbranchen fra California Western Law Review argumenterer dog meget kraftigt for, hvorfor der er behov for statslig regulering af branchen, for at skåne de unge spillere. Her har man rettet kikkerten mod Frankrig og især Sydkorea, som er lykkedes med at lave organisationer, der hjælper unge atleter med at få styr på regler og love inden for deres sport.

I Sydkorea, har man organisation KESPA, Korea e-Sports Association. Organisationen der i tidernes morgen blev oprettet og er anerkendt af det sydkoreanske ministerium er med til at få esporten anerkendt, hvilket har gjort, at der nu findes statslige lovkrav til, hvad en kontrakt indenfor esport skal og ikke må indeholde. Derudover er det lykkedes dem at give spillerne juridisk støtte, når de får tilbudt kontrakter, fordi man ved, at spillerne ofte havner i situationer med problematiske kontrakter.

Det store krav for en lignende ordning herhjemme kræver, at man anerkender esporten og anerkender, at der er behov for regulering på området.

I Danmark lader det dog ikke til, at løsningen findes lige rundt om hjørnet. I 2019 prøvede man ellers at få stablet en national strategi på benene, som dog aldrig blev til noget. På uddannelsesplanen er man også havnet i en værre aktørforvirring hvor Team Danmark, Esport Danmark og Danmarks Idrætsforbund alle venter på, at nogen tager et initiativ.

Langt fra i mål

Organisationen Esport Danmark der ellers har eksisteret i 15 år og som modtager støtte fra Kulturministeriet, har prøvet at gøre noget for forholdene, men de er langt fra i mål, vurderer Niels “rizc” Topp:

“Hverken CSPPA eller Esport Danmark kan rigtig formå at gøre noget. Det største som Esport Danmark formåede at gøre, det var, at de lavede sådan en standardiseret spillerkontrakt, som de så gav til de mindre klubber, som de mindre klubber så kunne bruge. Den var faktisk rigtig god, men det er også det bedste, de har lavet efter min mening.”

Der kan dog konstateres at den standardiserede kontrakt ikke er blevet så udbredt, som man håbede, da de mindre klubber i Danmark stadig tilbyder ulovlige kontrakter til de unge spillere.

Tidligere samarbejdede DEF-sport, Dansk Elitesportsudøveres Forening med spillerforeningen CSPPA, dette samarbejde er dog ophørt, da CSPPA ifølge DEF-sport voksede sig for store. Men heller ikke hos CSPPA, som kalder sig for Counter Strike spillernes organisation, mener Niels “rizc” Topp at de danske spillere fra Powerligaen kan finde hjælp:

“De skriver jo i deres manifest, at de er for alle, og alle kan melde sig ind, og alle kan få hjælp. Men det kan de ikke i virkeligheden. Det er i hvert fald min optik og min oplevelse, hvad jeg har hørt fra spillere på lavere niveauer.” 

Vi har forsøgt at kontakte CSPPA, men de har ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Hos Rico Corneliussen fra Esport Danmark mener man også, at der mangler hjælp til spillerne.

”Der må med tiden gerne komme en spillerforening til at varetage spillernes interesser. En opgave vi forsøger at varetage nu,” siger han og forklarer:

“Man kan ikke både være på klubbens og spillerens side, så vil man svigte nogen på et tidspunkt og vi er i udgangspunktet klubbernes og foreningernes forlængede arm.”

Også fra de juridiske verden, savner man i Danmark, at der findes en organisation, der kan hjælpe esporten med at skabe nogle sunde forbindelser, som der findes i andre danske sportsgrene.

“Udfordringen er, at hvis man eksempelvis sammenligner med fodbold, så har vi en paraplyorganisation, det hører under DBU, som har noget de kan hjælpe de mindre organisationer med. Inden for esport findes det ikke. Esport Danmark forsøger, men er ikke tilnærmelsesvist nået dertil i min optik, altså ikke engang en startfase,” fortæller Dan Dahl Rahimian.

På trods af 15 års arbejde og en bevilling fra kulturministeriet, er der stadig meget arbejde for Esport Danmark at gå videre med  og selvom esporten på global plan forventes at ramme 10 milliarder i 2023, må de danske esportsudøvere fortsat vente på en spillerforening, der kan tale deres sag.